|
Elevinformation I din uddannelse vil der løbende indgå evalueringer som en naturlig del af undervisningen. Du vil møde forskellig slags evalueringer og med forskellige formål. Overordnet set er formålene dog altid, at du lærer mest muligt og får et klart billede af dit niveau og din udvikling, både hvad angår dine faglige og dine almene og personlige kompetencer.
Du bliver evalueret, og du skal evaluere – både dine egne præstationer, dine klassekammeraters præstationer og undervisningen.
Evalueringen kan foregå på flere forskellige måder. Det kan være: - Drøftelser på klassen af et undervisningsforløb
- Samtale mellem dig og din lærer
- Kommentarer til og/eller karakterer for et arbejde, du har udført
- Tests
- Terminsprøver
- Årsprøver
- Deltagelse i spørgeskemaundersøgelser
- Standpunktskarakterer to gange årligt
- Årskarakterer en gang om året
- Eksamenskarakterer for de 10 afsluttende prøver og et studieretningsprojekt, som du skal gennemføre.
- Refleksionsskrivninger (se nedenfor)
- Arbejdsportfolio (se nedenfor).
Refleksionsskrivning I forskellige evalueringsformer indgår, at du selv spekulerer over, hvordan du arbejder, hvordan det går og hvorfor det går, som det går. Du skal med et fint ord reflektere over undervisningen og din læring, hvad du lærer og hvordan du lærer. Der kan i refleksionsskrivningerne være fokus på forskellige ting, men det vil bl.a. være de metoder og arbejdsprocesser, der indgår. En sådan refleksion kan resultere i ændringer, som kan betyde, at du vil kunne forbedre din læring.
Du vil møde forskellige refleksionsskrivninger. Det kan være: Du registrerer i en periode, hvor meget tid du bruger på lektier, opgaveløsninger mv. – det kan evt. give anledning til ændringer i dit tidsforbrug og et mere effektivt arbejde. Du beskriver kort din umiddelbare oplevelse af f.eks. en undervisningstimes forløb og dit udbytte – det kan evt. give anledning til ændringer i både undervisningen og din egen indsats og/eller læring. Ved begyndelsen af et undervisningsforløb formulerer du kort dine forventninger til forløbet og dit udbytte – det kan senere indgå ved afslutningen af forløbet. Du beskriver her i en ret fri form dit indtryk af et undervisningsforløb og dit udbytte, evt. på grundlag af nogle givne overordnede hovedpunkter – det kan evt. give anledning til ændringer. Du fører i en periode dagbog over undervisningens indhold og dit udbytte af undervisningen – det kan evt. give anledning til ændringer. - Før – under – efter – refleksion
Ved begyndelsen af et forløb reflekterer du over hvad, der skal ske, hvordan og hvorfor. Under forløbet stopper du op og reflekterer over, hvordan det går, og ved afslutningen hvordan det samlet set er gået. Logskrivning dækker over flere forskellige former for refleksionsskrivning, og den kan have fokus på forskellige ting. Det kan være de forskellige aktiviteter i et undervisningsforløb, udbyttet af et forløb, gruppearbejdsprocesser, læringsmiljøet i klassen mv. Logskrivningen kan være kollektiv og have fokus på en gruppe eller hele klassen. Den kan også være individuel og altså have fokus på dit forløb.
Dine refleksionsskrivninger skal du løbende gemme på J-drevet og C-drevet på din pc. Derved sikres en opsamling af dine refleksioner, og du kan få et overblik over din udvikling. Tillige skal nogle af dine refleksionsskrivninger indgå i din arbejdsportfolio (se nedenfor), som vil være udgangspunktet for en samtale med en af dine lærere.
Arbejdsportfolio I forskellige sammenhænge vil du møde en såkaldt arbejdsportfolio som evalueringsredskab. Arbejdet med arbejdsportfolioen går ud på, at du skal opsamle relevant fagligt materiale og nogle refleksionsskrivninger gennem et forløb, så du kan få et overblik over arbejdet og din egen udvikling gennem forløbet. Rent praktisk skal materialet løbende samles i henholdsvis et ringbind og på din pc. Ved afslutningen af forløbet danner arbejdsportfolioen så grundlag for dine refleksioner over forløbet og en samtale med en faglærer.
På 1. år vil arbejdsportfolioen blive anvendt i studieområdet, på 2. år i forbindelse med forløbet i erhvervscase og på 3. år i forbindelse med det internationale område. Du kan eventuelt også møde arbejdsportfolioen i nogle af fagene eller andre forløb.
Ved samtalen på grundlag af din arbejdsportfolio skal du for det første dokumentere, at du har det aftalte materiale. For det andet skal du på forhånd have udvalgt nogle refleksionsskrivninger, som du mener, viser nogle vigtige træk i forløbet for dig. På dette grundlag skal du inden samtalen have forberedt et kort oplæg.
I de konkrete forløb vil du af faglærerne blive nærmere informeret om, hvilke materialer der skal opsamles i din arbejdsportfolio og hvad du skal have fokus på i dit oplæg.
Du kan se evalueringsplanen på evalueringsplan for undervisningen efter bekendtgørelsen af 15. december 2004 hér.
|