Erhvervsskolerne.dk bruger cookies til statistik. Hvis du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere
erhvervsskolerne aars

Studiemiljø

Et optimalt studiemiljø ser vi som afgørende for den udvikling, som du gennemgår sammen med dine kammerater.

Vi lægger stor vægt på de sociale rammer. Skolens festudvalg eller elevrådet arrangerer derfor årligt en række fester, der blandt andet tæller introfest og den store afsluttende gallafest. Herudover holder vi fredags café engang i måneden.

Arrangementerne foregår for det meste i Oasen, som er skolens nyligt renoverede samlingspunkt. Vores moderne kantine fungerer som det daglige samlingspunkt for dig og dine klassekammerater. Her kan du købe lækker mad og snacks, så du kan fylde energidepoterne op til en lang skoledag.

Skolens elevråd står bag virksomhedsbesøg og andre arrangementer. Med to repræsentanter siddende i skolens bestyrelse, giver elevrådet dig mulighed for at få medindflydelse.

Vores undervisere står klar til at tage godt imod dig og sørger for, at du bliver mødt med høj faglig kompetence. De har nemlig både en teoretisk og praktisk baggrund, der giver dig den bedste læring og de bedste forudsætninger for at få det optimale ud af undervisningen.

Vores fokus er, at give dig de rigtige udfordringer på de rigtige tidspunkter. Derfor har vi implementeret læringsstilen Cooperative Learning, COOL, i undervisningen, hvor eleverne samarbejder i teams efter bestemte principper med henblik på læring. Erhvervsskolerne Aars er førende på dette felt og er således den første skole i landet, der indfører elevteams for alle sine elever.

Skulle du opleve vanskeligheder i forbindelse med dit ophold på skolen, skal du vide, at du altid kan henvende dig til skolens elevcoach. Vi ønsker, at du får det bedst mulige ud af din uddannelse og dit ophold her hos os, så coachen er en støtte, som du kan henvende dig til med såvel store som små problemer.

Vi glæder os til at tage imod dig og lover, at du ikke kommer til at kede dig!