Stor aktivitet i køkkenerne
Vi har haft gang i den helt store gryde og piskeris de sidste uger hos Fødevarer, jordbrug og oplevelser.
Først og fremmest har gryden været i brug på den flotte stand der har været kreeret til dette efterårs informationsaftener for 7.-9. klasserne i kommunen sammen med de andre afdelinger, UU og ikke mindst til Åbent hus, som var vel besøgt.
Lidt mindre gryder var i kog på vores arbejdende værksteder til Åbent hus den 5. november. Grundforløbseleverne lavede smagsprøver på fremtidens mad, hvor buddet er, at tang bliver et råstof, der vil indgå mere i madproduktionen blandt andet i form af flere varianter af Caviart.
Hovedforløbet har arbejdet med mad til småtspisende og sygehuskost. Deres bud på ernæringsrigtig mad til målgrupperne var paprikagryde og cupcake med frosting samt frikadeller med kartofler og stuvet spinat.
Louise, som er vores repræsentant til DM i Skills i 2017, øvede sig i køkkenet med tapas fra det nordiske køkken - og ja der var naturligvis smagsprøver på det.
Derudover har vi haft besøg af brobyggere fra efterskolerne HCI og Haubro, som har givet den max gas i køkkenet.
Nu er afdelingen ved at være klar til den forestående jul, og alt det mad der skal kokkereres i den forbindelse.