Erhvervsskolerne.dk bruger cookies til statistik. Hvis du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere
erhvervsskolerne aars
15-05-2018

Selvbyggede droner, en elektronisk dørlås, udvikling af smertestillende medicin og glutenfri pasta er eksamensprojekter på Teknisk Gymnasium Aars

Det summer af aktivitet – og en lille portion nervøsitet – i disse dage på Teknisk Gymnasium Aars, hvor 3g eleverne lægger sidste hånd på deres 100 timer lange eksamensprojekt i Teknikfaget.

Maria Gedsted Christensens og Stephanie Hansens eksamensprojekt i teknikfaget Proces, levnedsmidler og sundhed er avanceret. ”Vi lavede en syntese af paracetamol, hvor vi varierede på fremgangsmåden for at prøve at få større og renere udbytte. Vi varierede f.eks. på reduktionsmidlet. Vi har brugt forskellige analysemetoder til at kontrollere, om vi har fået dannet det vi gerne ville og til at undersøge udbytteprocenten i de forskellige syntesetrin,” forklarer de to kittelklædte htx elever.


 
Maria Gedsted Christensens (tv.) og Stephanie Hansen

Farver på opvasken
De lægger vægt på, at projektet var sjovt det meste af tiden. Opvasken var ikke sjov. Alt andet var sjovt. Det var spændende at se, hvad der skete, når man blander forskellige ting sammen. Noget skummer, noget syder, og når man blander to gule ting sammen, bliver det blåt. Der var især sjove oplevelser i laboratoriet, når der skete uventede ting: På et tidspunkt gjorde 0,05 gram forskellen på, om en opløsning var neongrøn eller helt brun. Faktisk skete der også sjove ting under opvasken. Eksempelvis var vandet på et tidspunkt blevet en smule gult, så rørte de lidt rundt i opvaskebaljen, og så blev det hele rødt! På et andet tidspunkt skulle de skylle et tilsyneladende rent glas, men da det blev fyldt med vand, blev det helt gult.

Det har de lært
”I eksamensprojektet har vi lært at strukturere et så langt projekt og så store rapporter. Og også noget nyt organisk kemi. Når der skete noget uventet, har vi lært ved at finde ud af, hvad der gik galt, og hvordan man kunne gøre det bedre, f.eks. hvorfor man skulle bruge en svag base og ikke en stærk base til en bestemt reaktion,” forklarer de i munden på hinanden. Sammen har de fundet frem til, at det optimale reduktionsmiddel i trin 2 fra phenol til paracetamol er natriumborhydrid. De har også fundet ud af, at temperaturstyring under processen er essentiel for udbyttet. Begge dele er væsentlig viden, når der skal produceres paracetamol i industrien.

”I Teknikfaget får eleverne al deres teoretiske viden og praktiske færdigheder til at gå op i en højere enhed,” siger bioteknologilærer Jakob Pilemand Ottesen med slet skjult begejstring i stemmen. Som underviser er han og hans kollega Kåre Sig Sørensen på helt tæt hold vidne til, hvordan eleverne gennem praktiske afprøvninger, analyser og justeringer arbejder med at udvikle og forbedre deres selvvalgte produkt, og de to gymnasielærere kan se, at det er i disse trin, at eleverne virkelig kommer til bunds i det faglige stof.

Samarbejde og sparring
I løbet af eksamensprojektet foregår der løbende sparring med medstuderende og lærere, hvor foreløbige resultater diskuteres og der lægges en plan for de næste skridt. Det hele afsluttes med en rapport, som eleverne skal forsvare til en mundtlig eksamen, hvor de i løbet af 30 min skal gennemgå den udvikling deres produkt har været igennem, samt de tanker og den teori som ligger bag de valg, eleverne har truffet og de analysemetoder de har brugt. Denne eksamen er ofte den sidste eleverne skal op i, så det er også her de får studenterhuen på.

Fremtidsplaner
Maria vil holde et sabbatår efter sin tekniske studentereksamen, og så vil hun læse medicinalkemi. Stephanie overvejer at læse til mejeriingeniør. De kan begge få glæde af deres store viden og erfaring med organiske synteser og kemiske analyser.