Erhvervsskolerne.dk bruger cookies til statistik. Hvis du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere
erhvervsskolerne aars
21-08-2019

Ny uddannelseschef brænder for mennesker og maskiner

Medarbejderne på Afdelingen for Entreprenør- og Landbrugsmaskinuddannelsen mødte efter sommerferien ind til et nyt ansigt bag skrivebordet på chefkontoret, nemlig Aksel Gaardsted Christiansens – tidligere falckredder med masser af livserfaring og en baggrund indenfor salg og ledelse i maskinbranchen.

Uddannelseschefen, som nu står i spidsen for landets førende uddannelse til Entreprenør-og landbrugsmaskinmekaniker, går til den nye opgave med lige dele entusiasme, krum hals og ydmyghed og med et stort ønske om at få sin brede erfaring inden for ledelse, maskiner og mellemmenneskelige relationer til at gå op i en højere enhed i ny uddannelsesmæssig kontekst.

 

Fra mennesker til maskiner

Den 44-årige far til to snart voksne børn troede oprindeligt han skulle være landmand, lige som hans far var det. Sådan gik det ikke helt, selvom han i dag er bosat på slægtsgården ved Viborg, hvor han selv voksede op. I dag drives det mere som et hobbylandbrug med plads til nogle køer og datterens to fjordheste, og som et sted han kan koble af og hoppe i et par gummistøvler og rense hovedet efter endt arbejdsdag.

 

Som ung skulle der dog mere til end blot at gå og kigge på køerne, så den dedikerede og menneskeinteresserede midtjyde valgte at uddanne sig til falckredder – en profession, der af Aksel Gaardsted Christiansen kan betegnes som ”verdens bedste job”. Netop dette karrierevalg har nok sået en ret unik forståelse for at begå sig blandt mange forskellige mennesker og har uden tvivl affødt en dyb interesse for de mekanismer, som foregår i mødet og samarbejdet mennesker imellem.

 

Efter 13 år som falckredder var det også netop denne interesse, som bragte Aksel videre ad ledelsesvejen, da han i en stilling ved Region Midtjylland i 2010 var med til at starte Alarmcentralen – 112 – op. Her tog han sideløbende en offentlig lederuddannelse, der siden skulle lede ham ind i en ny branche, hvor menneskearbejdet for en tid blev skiftet ud med de store maskiner. En gammel interesse for landbrugsmaskiner og teknik fik således lov at folde sig ud, da han fra 2016 arbejdede med ledelse og salg hos Scantruck, siden Jysk Maskincenter Randers og senest som daglig leder af HCP Maskincenter.

 

Sceneskift til uddannelsessektoren

På papiret lå det måske derfor ikke lige umiddelbart til højrebenet, at han i 2019 skulle tage endnu et radikalt jobskifte og gøre karriere i uddannelsessektoren. Ikke desto mindre betegner Aksel Gaardsted Christiansen stillingen som uddannelseschef ved Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen i Aars som et drømmejob:

 

”Jeg ser det her job som en fantastisk mulighed for at kombinere min faglige viden inden for maskiner og teknik med min erfaring indenfor lederskab og min passion for menneskearbejdet – en virkelig spændende gryderet i mine øjne”, fortæller Aksel Gaardsted Christiansen med et stort smil i øjnene.

 

Udover over sin maskinglæde og store faglige viden tager han også noget andet med sig fra maskinbranchen og det private erhvervsliv, nemlig en lidt mere kommerciel tankegang: ”Jeg tror, at det i ledelsen af en halvt statsfinansieret institution kan være rigtig sundt at udfordre og stille spørgsmålstegn ved nogle af de ting, man ”plejer at gøre”. Jeg vil gerne lade det smitte af på mine medarbejdere, at man tænker hele det økonomiske aspekt ind i sit daglige arbejde. På den måde kan man løbende spørge sig selv, ”hvem skal betale for det her”, og ”kan vi gøre det på en smartere måde”, uddyber Aksel Gaardsted Christiansen.

Selvom han således kommer med nye tanker og idéer, går han også meget ydmygt til opgaven. ”Jeg har mødt en stab af medarbejdere her på stedet, som er utroligt dedikerede og dygtige til deres arbejde. Det har virkelig været en fornøjelse at komme til en arbejdsplads med så stor faglighed. Det har jeg kæmpestor respekt for”, fortæller han.

 

Uformel tilgang og nysgerrighed på mennesker

Aksel Gaardsted Christiansen har da også grebet sin opstart an på en uformel og nysgerrig måde. Han har ikke afholdt nogen officielle opstartssamtaler, men i stedet ladet sin dør stå inviterende åben, været på morgenrunder i undervisningslokaler og værksteder og prioriteret gode og givende snakke i pauserne.

 

Det er netop også sådan, han ønsker at lede sine medarbejdere i fremtiden; på en uformel, inddragende og ikke topstyret facon. I stedet vil han som leder gerne have en støttende og coachende rolle. ”Jeg har en drøm om at få et team til at lykkes og få alle til at spille sammen. Kan jeg være med til at skabe rammerne for, at et team kan gå i takt og i samlet flok arbejde i en bestemt retning, de tror på, uden den nødvendigvis er udstukket af mig, så er jeg nået rigtig langt med det, jeg gerne vil”, fortæller Aksel Gaardsted Christiansen.

 

Den nye uddannelseschef er desuden kendetegnet ved at have en solid portion livs- og menneskeerfaring med sig i rygsækken, og i Aksel Gaardsted Christiansens optik er det altid mennesket, som kommer først. Derfor giver det ham også meget at involvere sig med sine medarbejdere og elever, at møde dem i øjenhøjde og som hele mennesker. Særligt brænder han for arbejdet med de unge mennesker, som uddanner sig på stedet. ”Jeg kan godt lide at møde eleverne nede på værkstedet, og jeg føler vi har en fælles forståelse, fordi de lynhurtigt kan mærke, at jeg faktisk ved, hvad jeg taler om”, griner han.

 

Værdier og visioner

Målgruppen, der omfatter de unge mennesker, har Aksel Gaardsted Christiansen tidligere haft tæt inde på livet, da han i tiden som falckredder desuden arbejdede som støtteperson for unge kriminelle. Godt kendskab til Erhvervsskolerne Aars havde han faktisk også på forhånd gennem sin tid i maskinbranchen. Derfor lå skiftet til uddannelsessektoren faktisk heller ikke så langt væk, som man umiddelbart kunne tro.

 

”Jeg kendte allerede godt til Erhvervsskolerne Aars inden jeg blev ansat – særligt afdelingen for Entreprenør-og landbrugsmaskinuddannelsen – da vi har haft både lærlinge i uddannelsesforløb og medarbejdere på efteruddannelse der. Erhvervsskolerne Aars har altid efterladt et rigtig godt indtryk på mig. De står for en professionalisme og ordentlighed, som jeg rigtig godt kan lide”, fortæller Aksel Gaardsted Christiansen.

 

Det er nogle værdier, som han gerne vil stå på mål for og være med til at videreudvikle i fremtiden – på samme måde, som han gerne vil være med til at arbejde med det pædagogiske område og fortsat sikre høj kvalitet på Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen. ”Jeg synes eleverne her er en sindssygt spændende målgruppe at arbejde med. Jeg vil rigtig gerne være med til herfra at give dem det bedste fundament til at gå ud i verden og arbejde videre med det, de drømmer om og brænder for”, afslutter han.