Erhvervsskolerne.dk bruger cookies til statistik. Hvis du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere
erhvervsskolerne aars
20-09-2019

Folkemøde i Vesthimmerland

Torsdag den 19. september myldrede det på helt særlig vis af liv på matriklen, da Erhvervsskolerne Aars blev indtaget af hundredvis af forventningsfulde skolebørn fra kommunens skoler, der i anledning af Folkemøde i Vesthimmerland skulle deltage i workshops og snuse til mange af de spændende uddannelsesudbud, skolen har at byde på.

Fokus på fællesskab – fokus på fremtiden

Dagen var ikke blot en særlig dag på vores skolen, men en helt særlig festdag for Aars og hele Vesthimmerlands Kommune. Kommunen havde nemlig i samarbejde med det lokale erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner taget initiativ til Folkemøde for Unge – med inspiration for den store ”voksenudgave” på Bornholm.

 

Ca. 2000 unge fra kommunens 7., 8., 9. og 10. klasser samt 1 års studerende på ungdomsuddannelserne var inviteret til at deltage i 100 forskellige workshops, med det formål at klæde de unge i Vesthimmerland bedre på med viden og indsigt i uddannelses- og jobmuligheder lokalt i hjemkommunen.

 

Allan Brager, der er ansat som underviser og pædagogisk faglig koordinator på skolens gymnasieafdeling, har siddet med i styregruppen for Folkemødet og har arbejdet intenst med planlægningen af arrangementet i over et år.

 

”Det er uden tvivl et kæmpestort arbejde at planlægge og koordinere et arrangement af denne størrelse, men jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi klæder de unge godt på til fremtiden og viser dem de mange muligheder, de har – også her helt lokalt”, fortæller Allan Brager og fortsætter: ”Når man så ser alle de glade unge, der er kommet i dag og hører, hvor meget de faktisk har fået ud af at være med, så er det bare det hele værd”, smiler han.

 

Workshops og hygge

Den lange planlægningsfase kulminerede så denne torsdag, hvor meget da også gik op i en højere enhed; bl.a. havde vejrguderne disket op med det smukkeste, solbeskinnede sensommervejr.

 

Dét var en gave til Folkemødet, som udover de mange workshops indendørs i skolens mange værksteder og undervisningslokaler på både gymnasiet-afdelingen, 10. klasse-centret, Teknologi, Byggeri og transport, Fødevarer, jordbrug og oplevelser samt Kontor, handel og forretningsservice også fandt sted under åben himmel i anlægget i centrum af Aars.

 

Her var de mange lokale virksomheder mødt talstærkt op med forskellige stande, hvor de på engageret og imødekommende vis gennem forskellige aktiviteter og konkurrencer lod de unge få en smagsprøve på, hvordan det er at arbejde i forskellige brancher og virksomheder. De unge tog godt imod og gik rundt og hyggede sig i solskinnet – bl.a. med de tusindvis af sandwich, der var smurt i dagens anledning.

 

Hele skolen engageret

Sådan et folkemøde kræver en massiv holdindsats, og det var da også, hvad Erhvervsskolerne Aars præsterede på denne dag, hvor både elever og lærere tog del i aktiviteterne og medvirkede til at give vores gæster en rigtig god dag på skolen.  

 

Sofie Bay Rasmussen, som dagligt er elev på htx-uddannelsen var i dagens anledning - sammen med hendes klassekammerater - vært for nogle af de mange unge fra kommunes skoler, som var på besøg på skolen i anledning af Folkemødet for Unge. Hun går på den teknologiske studieretning "Industrielt Design" og har været med til at planlægge en workshop inden for byggeri og energi. For hende var det vigtigt, at de unge fik en god dag og en spændende oplevelse med uddannelsen:

"Vi vil gerne gøre det sjovt for de unge, så vi er gået lidt kreativt til værks med vores fag og har planlagt en stafet, hvor de både får lov at arbejde med noget fagligt, men også kommer til at arbejde med teamwork og får grinet lidt sammen - sådan en dag skal nemlig også være sjov, synes jeg", fastslår Sofie Bay Rasmussen.

 

Med på reportage

Også i forhold til dækningen og formidlingen af arrangementet var vores elever med på banen. Folkemødet var en glimrende mulighed til at henlægge danskundervisningen til feltarbejde ”i marken”, hvor eleverne agerede reportere.

 

Stine, Gioia, Maria og Sanne fra EUX Business, som var blandt dagens journalister, fortæller: ”Det er meget forskelligt, hvad de unge har fået ud af at være med i dag. Nogen ser det måske mest som en hyggedag, hvor de laver noget lidt anderledes, end de plejer. Men vi har også talt med nogen, som har været mere aktive og talt meget med virksomhederne bl.a. De fortæller, at de har fået øje på nye muligheder og faktisk overvejer nogle andre veje i fremtiden, end de lige havde forestillet sig. Det er da ret sejt”, fortæller de.

 

Pigerne fortæller desuden, at de selv har fået meget ud af arbejde med faget på denne måde. Bl.a. har de fået en indsigt i, hvor meget arbejde, der faktisk ligger bag en helt almindelig nyhedsartikel. Herudover har de fået rykket nogle personlige grænser i forhold til det at tage kontakt til og tale med så mange forskellige mennesker, de ikke kender i forvejen.

 

Eleverne har fået til opgave, at skrive en reportage-artikel om deres oplevelser og observationer på dagen – vi glæder os meget til at læse, hvordan dagen er forløbet, gennem deres øjne.