Erhvervsskolerne.dk bruger cookies til statistik. Hvis du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere
erhvervsskolerne aars
29-04-2019

EU på skoleskemaet

Energien var fredag formiddag samlingspunkt for 750 unge, vesthimmerlandske repræsentanter for fremtidens Danmark – og fremtidens Europa. Spidskandidater ved det kommende EU-parlamentsvalg bød veloplagt op til debat

Morten Løkkegaard (V) og Niels Fuglsang (S), begge spidskandidater ved det kommende EU-parlamentsvalg, havde nøjagtig en måned før valget den 26. maj 2019 lagt vejen forbi Energien på Erhvervsskolerne Aars, for at sætte EU på dagsordenen hos de mange potentielle førstegangsvælgere.

For de 750 elever fra både Erhvervsskolerne Aars og Vesthimmerlands Gymnasium er det måske ikke EU-politik, der fylder mest i deres hverdag. Det til trods var de mødt talstærkt op til debatten og fulgte interesseret med i de forskellige synspunkter fra de to EU-kandidater, som repræsenterede hver deres politiske fløj.

Skarp debat og skarpe elever

Morten Løkkegaard og Niels Fuglsang formåede at tegne et billede af, hvorfor EU-politik har stor betydning for unge mennesker i Vesthimmerland. Det handler om jeres hverdag, lød det, og temaer som klima, højrepopulisme, og digitalt medieforbrug var bl.a. på dagsordenen.

Det var tydeligt at mærke, at også et folketingsvalg er nært. Debatten var skarp, eleverne var velforberedte og fokuserede og opfordrede politikerne til at svare klart på spørgsmålene – her lod man sig ikke spise af med valgflæsk og vævende svar. Ordstyrer, journalist Søren Wormslev, bemærkede da også, at mange på forhånd havde sat sig særdeles godt ind i stoffet og stillede skarpe, relevante spørgsmål om alt fra klima, Brexit og flygtningeudfordringer.

Klædt på til at træffe et valg

Ved åbningen af arrangementet blev det ved håndsoprækning – eller mangel på samme – demonstreret at ikke mange af de potentielle førstegangsvælgere, som var til stede i hallen, endnu havde taget stilling til, hvem de ville stemme på ved det kommende Europaparlamentsvalg i maj. Om EU-debatten har gjort det fuldstændig klart for eleverne vides ikke. Ved en ny håndsoprækning mod slut af arrangementet stod det i dog klart, at de var blevet ganske meget klogere på EU-området og derfor også er klædt bedre på til at træffe et oplyst valg.

Man kan desuden forestille sig, at både Morten Løkkegaard og Niels Fuglsang må være gået fra dagens EU-debat fortrøstningsfulde på den unge generations vegne. I hvert fald bemærkede de begge, at der blev stillet særdeles begavede spørgsmål blandt de vesthimmerlandske unge, som havde EU på skoleskemaet denne fredag.