Erhvervsskolerne.dk bruger cookies til statistik. Hvis du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.  Luk | Læs mere
erhvervsskolerne aars
04-09-2018

DM i kreative opfindelser og forretningstalent

Elever fra Teknisk Gymnasium og Handelsgymnasiet Aars kæmper den 5. september 2018 om at blive regionens bedste inden for fagene teknologi og erhvervscase. Vinderne går videre til finalen i DM i Teknologi og Erhvervscase på Børsen i København.

Htx- og hhx-eleverne fra Erhvervsskolerne Aars sprudler af gode idéer. Det beviser de hvert år ved deres eksamen i enten teknologi eller erhvervscase. Ved DM i Teknologi og Erhvervscase skal de allerdygtigste elever nu dyste om, hvem der på landsplan har udtænkt de mest innovative produkter og nytænkende forretningsplaner.

Unge fra hele landet er med ved de 5 regionale mesterskaber, der finder sted over hele landet den 5. september 2018 – blandt andet på TECHCOLLEGE i Aalborg, hvor holdene fra Teknisk Gymnasium og Handelsgymnasiet Aars skal deltage.

Ikke bare for sjov
Holdet fra Teknisk Gymnasium i Aars bestående af Emil Riis Thomsen og Casper Gislum, begge fra Aars og deres gruppemakker Anders Peter Bundgaard Kristensen fra Dybvad Mølle har ligesom de øvrige konkurrencedeltagere forberedt sig til konkurrencen, som gjaldt det et virkeligt projekt. De glæder sig til at skulle deltage i DM i teknologi med et produkt, som kan give ældre større uafhængighed af andre. Produktet skal hjælpe de ældre med at få taget deres medicin til tiden og i den korrekte mængde, så det ikke er nødvendigt, at sundhedspersonale eller andre styrer det for dem.

- Det er spændende at skulle deltage, og det er svært at forstå, at det lige er vores projekt, der er valgt, siger htx-elev Emil Riis Thomsen fra 3.m.

Også 4 3.g elever på Handelsgymnasiet er udvalgt til at deltage i konkurrencen i Erhvervscase. Deres projekt handler om hvordan detailkæden NORMAL kan brande sig med outdoor reklamer, eksempelvis på busskure og togstationer.


(Fra venstre ti højre) Anders Peter Bundgaard Kristensen, Casper Gislum og Emil Riis Thomsen går i 3.g på Teknisk gymnasium i Aars og deltager i DM i Teknologi.

Erhvervsrettede gymnasieuddannelser

- De erhvervsgymnasiale uddannelser har nogle stærke erhvervsøkonomiske, digitale og tekniske profiler. Det illustrerer DM i Teknologi og Erhvervscase, hvor de unge får lejlighed til at koble teori med kreativ praksis og vise, hvad de virkelig kan, siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier.
I alt 10 hold går videre fra de regionale mesterskaber til DM-finalen, der finder sted den 26. september 2018 på Børsen i København. Dommerpanelet består af undervisere fra hhx og htx samt repræsentanter fra det private erhvervsliv i regionerne, hvilket understreger det faktum, at de deltagende projekter i DM i Teknologi og Erhvervscase i høj grad udspringer af virkelige problemstillinger.

Med venlig hilsen

Christine Stampe Frøsig
Uddannelseschef for Handelsgymnasiet Aars og Teknisk Gymnasium Aars